Otto var den første bassa-hund jeg mødte. Han var en stor gråbrindlet spansk mastiff. Han var født i 2010, og kom til Mon la Bassa som en halvstor hvalp. Otto var altid meget rolig og meget nærværende. 

 Han boede udenfor, og sov inde i det lyserøde hus, hvor al hundemaden er. Han gik sine runder hver morgen og aften, sagde hej til børn og forældre, når de kom og gik fra skole. Han gik også tit ture med sig selv i skoven, når han lige havde lyst.

Otto havde sin allerbedste ven Feterico, eller Fete, som alle kaldte ham. Otto og Fete var næsten altid sammen, de sov sammen i det lyserøde hus, gik ture sammen og hyggede sig i solen sammen. Otto boede også til tider inde sammen med æslerne, som han var næsten lige så høj som. Han kunne godt lide at gå der og sørge for at der var styr på tingene. 

Otto var altid meget rolig, han var der bare altid for en, med hans store gule øjne. vi gav ham kælenavnet Ottito, fordi han var så stor. hver gang man talte til ham og kaldte ham Ottito begyndte han at logre med hans lille stump hale. 

 Grunden til at Otto var på Mon la Bassa var nemlig, at han var født med en for kort hale. Så hans avlere tænkte at de ikke kunne sælge ham, og satte ham af i en skov hvor nogen så fandt ham og gav ham til Mon la Bassa. 

En ting Otto ikke kunne lide, var at spise. I hvert fald i hans sidste par år. Folk spurgte os tit om hvad der var galt med ham, eller om han var okay. Vi købte al mulig dyr hundemad, og billige grillpølser.  Han spiste kun nok til at overleve, men han var meget meget glad alligevel. 

Da jeg mødte Otto, var han allerede otte år gammel. En dag da Otto var elleve, kunne vi godt se at det nu snart ville være det sidste farvel. Vi fik sagt til alle at hvis de ville sige farvel til Otto, skulle de komme forbi den dag, for han var døende.Han lå udenfor på et tæppe med et andet tæppe over kroppen. Alle kom forbi og sagde farvel til ham. 

Da alle folk var gået igen, gik jeg op for at sige ordentligt farvel. Otto havde flyttet sig hen til skoven, og lå der. Jeg gik hen og klappede ham en sidste gang, og sagde farvel Ottito. han løftede hans hoved op og kiggede på mig en sidste gang med hans dybe gule øjne, og logrede en gang med hans lille stump hale. 

Han rejste sig og gik en sidste lille runde i hans skov, og næste morgen fandt vi ham død ved siden af fårefolden på Mon la Bassa. Otto havde et godt langt liv, og var elsket højt af rigtig mange. Mon La Bassa vil nok aldrig være helt det samme uden ham.