Coco er født i 2006, altså to år før mig. Hun var den første hund jeg mødte, og den første hund jeg virkelig elskede. Hun er nok en stor del af grunden til at jeg elsker hunde så meget som jeg nu gør.  Hun var en brun mellempuddel, som med tiden nok blev mere grå end brun.

Hun elskede mennesker, og dyr, og holdt også meget af at gø ad ting udenfor vinduet. Hun havde god dansk stil med en rodet hestehale og en hale som et lille flag, og ellers kort pels. Hver morgen lagde jeg mig ned i fodenden af sengen for at ligge og sige godmorgen til hende, og et af mine første ord var da også Coco.

Hun var mest min mors hund, men jeg elskede meget at lege med hende, og lære hende nye tricks. Da Coco var ti år gammel fik vi Yuna, som blev min hund. Coco var glad for at have sig en ny ven at lege med, men helt klart også glad for hendes kurv i hjørnet hvor hun kunne få sig lidt ro. Da Coco var elleve år, solgte vi vores hus i Danmark og rejste ud i verden.

Hun var med os ned gennem Europa, og fejrede hendes tolvårs fødselsdag med cykeltur i en lille by i sydfrankrig. Hun boede med os de første par måneder på dyrerefugiet i Spanien, men da hun fik kræft i munden for tredje gang måtte hun desværre aflives. Hun døde en solskinsdag i december, og blev begravet på dyrerefugiet inde mellem johannesbrøds træerne, med udsigt til havet

Coco nåede meget i hendes tolv årige liv, hun fik nydt varme vintre på Canarie-øerne og road trippet Europa med os i vores hvide van. Hun fik gået hundredvis af ture rundt om Damhussøen hvor vi boede, og mere end noget andet var hun elsket af rigtig mange mennesker.

Lidt billeder af Coco

Coco med hendes rodede heste hale 

Mig og Coco på tur i vores hvide van

Lille mig på tur rundt om Damhussøen med Coco