Back
Nervøs hund? Hjælp din hund til at få en gladere hverdag
Hundetræning·Silke Vestlev·Jan 15, 2025· 3 minutes

Okay. Det er fint nok alt det der med ro. Men hvad hvis man har en hund der er så nervøs, så stresset, at de slet ikke kan være i ro? Slet ikke kan håndtere noget som helst. Hvad så?

Der kan være rigtig mange grunde til, at en hund føler det den føler. Men nogle gange er en hund SÅ stresset at den ikke selv ved hvorfor den er stresset. Og så kan det altså godt blive svært at finde ud af hvad det er der gør at den bliver usikker.

En måde at hjælpe en hund som virkelig har det svært i livet, er at finde alle de ting den hund kan lide. Hvor den føler sig godt tilpas, og er rolig, ikke overgearet og nervøs. Og så gøre mere af det.

Når hunden får lov at gøre mere af det den elsker, og hvor den er rolig, lærer den også ikke at stresse. Fordi stress skaber stress. Og når hunden er vant til at alting er farligt, og at nye ting er uhyggelige, så bliver det at stressse også den første respons til en ny situation.

Når man har en ekstra nervøs hund, er det virkelig virkelig vigtigt. Så i stedet for at starte med alle de svære ting, så start med de ting som hunden er god til. De ting den kan være stolt af. På den måde kan den også få lidt mere selvtillid, og den kan få mere tillid til dig. Det vigtige er bare at den får lov til at føle    Uha okay, det her er faktisk okay, måske endda lidt sjovt, det her kan jeg godt finde ud af, jeg er god til det, alle siger jeg er god til det, Jeg er en ret sej hund, det her kan jeg sagtens klare.

Når først den føler at noget faktisk kan være nemt eller sjovt eller rart, får den også lidt mere tillid til sig selv og verden. Den forstår at man ikke behøver at flippe helt ud, og at livet godt kan være helt hyggeligt. Og så er det bare baby steps. Hvis hunden kan være helt rolig ude i haven, så kan man måske begynde at finde snoren frem og så kan den bare ligge der mens man totalt cool hænger ud i haven. Og så kan man måske få snoren på, og løbe og lege i haven frit med snoren på. Og så kan man måske gå lidt rundt inde i haven i snor. Og gå. Hen til hegnet og kigge ud.

På den måde skal man bare gøre det heeeeeelt roligt, og i hundens tempo, så snart den har det dårligt er man allerede kommet til at gøre for meget, tage et for stort skridt.